Faderlighed

Nedenstående er mit svar på et lille brev, sendt fra en god bekendt af mig. Brevet blev modtaget som afslutning på en lille samtale om vejr og vind. Samtalen udviklede sig, ja, tænk engang, for det gjorde den altså - til at handle om dét, vi hver især havde på hjertet. Livet i almindelighed, kunne man sige, eftersom vi talte om meningen med livet ud fra hver vort vilkår. Vi har begge haft vanskeligheder med at få kæreligheden, lidenskaberne og den ægteskabelige dagsorden omkring hver vort barn til at gå op i en højere enhed, så helhedens hellige forstand ville kunne forblive intakt med vor forstand som samfund på jord.

Jeg gengiver ikke vedkommendes mail, men gengiver hermed kortfattet ordlyden, jeg har skrevet nedenstående svar i forlængelse af. Som afslutning på vores lille samtale og med ønske om snarligt gensyn, skrev han: Vi taler om det samme... men du er mere nuanceret og bruger andre distinktioner...

***********************************************************************
SVAR:
***********************************************************************

Ja, naturligvis taler vi om det samme - for der findes kun én menneskeslægt på jord, og den gives: lever, arbejder, ånder og forplanter/formidler/forkynder sig jo i al evighed omkring far-mor-og-barn-far-mor-og-barn, osv.

Derved er slægtsbånd og ånd med andre ord givet som den menneskelige vækstbetingelse, vort kød. Og det er den omstændighed, den "genstand", hvoromkring menneskelivets samfund foregår på levende, oplysende og glædelig vis. Altså det ER samfundet. Vort kød og forstandigheden dermed udgør vort levende samfund som mennesker på jord.

Vi ser så på det naturlige forplantningsmæssige forhold ud fra hver vort personlige sted, hver vor personlige slægtsting med sine arvelige forhold, arvesynd og så videre - og ud fra vort ophav og opdrag som almindeligt, personligt menneske, der per natur oplever og vokser hele livet igennem.

Vi ser dog også på sagen, de familiære og faderlige forhold, ud fra vort køn som værende mand. Altså ud fra den naturlige vækstbevægelse, der foregår fra dreng til mand. Og som er en smule anerledes end hos hunkønnet. - MEN: her, på det punkt kommer en lang række samfundskultur-historiske omstændigheder vel også ind.

Det har heddet forsørgerpligt, rollemønstre, mandlige præsters forkyndelse af Faderen, Sønnens og Helligåndens navn, mv. Jeg mener, vi er jo altså også født midt i en tid, hvor mennesker lidt ældre end os har gjort oprør - og spoleret stort set samtlige af livets gudgivne roller. Det er hærværket vi på mange måder betaler prisen for, fordi vi som sagt i vores lille samtale, arver forretningen.

Det må vi rette op på. Dog ikke som modsætning til kvinden - hvilket var, i nogen grad stadigvæk er hele den forpulede fornufts-ballade i samfundet mellem os; altså den kritiske kulturs evindelige produktion af modsætningsfyldte definitioner/begreber/distinktioner.

Nej, ikke som modsætning til kvinden - tværtimod, mener jeg, skal vi gøre det ud fra vor kærelige og oplysende menneskeforstand som danske mænd og ligeværdige landsmænd. Og holde fast derved. Egenretten i Gudlivets faderlige navn og kærelige skøn ihu af vor herre - vor forstand som menneske. Også på trods af eller måske især på trods af al den ballade omkring emnet, i hvis omgivelse vi har skullet navigere vort driftige liv.

Så svaret er JA, jeg er mere nuanceret og bruger andre distinktioner - fordi jeg har beskæftiget mig med det af interesse og fordi det berører hele vort samfunds orientering og udvikling fremover. Vore efterkommere.


Her til slut et par distinktioner, jeg tror du vil kunne få gavn af:


SINDELAG opstår omkring HÅNDELAG - en håndværkers sandselighed og måde at tænke på præges af hans arbejde og den nødvendighed, der er involveret dermed. Det samme gælder naturligvis vore akademiske færdigheder, der jo vel at mærke er en smule mere end blot og bare kommunikative/journalistiske færdigheder. En landmand, osv.

EKS. Det fører dernæst, i lyset af vor evindelig systematiserende og kategoriserende samfundsvirksomhed med lov og rettigheder ind over til dét, man blandt andet kalder arbejds-identitet. - Arbejderbevægelsen og de umulige socialdemokrater er et godt eksempel på den prægning: "Goddag, Fru Sørensen, Farvel Fru Sørensen!" lyder Eric Clausen som arbejderen foran spejlet, der har mistet sit job og da ikke længere kan finde ud af, hvem han er. (De Frigjorte, tror jeg filmen hedder). - Jeg opererer imidlertid også med det på et andet plan og skælder og smælder derfor over "statsborgeren".

Sindelag opstår altså omkring det håndelag, vi dyrker. Og især det/de håndelag, vi lærer, dyrker og optræner os i som unge, sætter et varigt indtryk, et dybere præg på vor forstandsmåde, opfattelse og følelsesliv i det hele taget. Og det er ikke forkert, nej hverken rigtigt eller forkert - det er derimod udtryk for menneskelivets dannelsesforetagende i lyset af vore livsvilkår som samfund.

Nu er det imidlertid sådan, at vi også kan blive idealistiske og perfektionistiske omkring vort håndelag-sindelags-foretagende. Det hænger sammen med de krav og forventninger, der stilles fra alskens kanter i almindelighed - men så sandelig også stilles ud fra de store samfundsproblemer, vi til stadighed skal forløse os af. Og det giver stress, nervesammenbrud, sygdom, mv. DERFOR kan det være godt at tænke en smule over, ja blive en smule klar over sammenhængen mellem sindelag-håndelag. Det er ihvertfald sådan jeg ønsker det skal opfattes.

Der sker jo nemlig det, at vi som godt opdragne mennesker tager ansvar for vore handlinger, føler os samvittighedsfulde og ansvarsfulde omkring det, vi arbejder med. Når den ansvarsfølelse imidlertid misbruges, altså når der lægges mere og mere ansvar på et arbejdsomt menneskes skuldre - indenfor det sindelag-håndelag, som pågældende er involveret i, ja så knækker filmen som man siger. Og videre: Så forsvinder meningen med det håndelag, man ellers samvittighedsfuldt har optrænet eller oplært sig i.

DERFOR er og bliver det mere og mere påtrængende at kunne stå af ræset som man siger, altså kunne stå af det sindelag-håndelag, der udvikler sig. - Det kan være godt og nødvendigt at udvikle sit sindelag-håndelag omkring sit felt, ja dygtigøre sig, ja vi opdyrker ligefrem det krav til virksomhed i vor kulturkreds. Proffesionalisme kaldes det. Men vi er nu altså også i dag klar over, at den dygtige, kanske ligefrem proffesionelle, ofte overser konsekvenserne af sin dygtighed. Man kan blive fanget af sin egen dygtiggørelse, sine egne ambitioner og ikke mindst af andre menneskers efterspørgsel på den dygtige... ÅND.

Nkh. Jens og på glædeligt gensyn eller genhør over en kop kaffe. Nu er det vist min tur til at lægge hus til.